17.03.2023
Forspiring: Guide til forspiring i 7 nemme trin
Forspiring - når du sår frø i små bakker eller potter, med det formål at frøene skal spire, vokse sig store og blive klar til udplantning, kalder man det forspiring. Og forspiring kan være en både sjov og udfordrede disciplin at kaste sig ud i. Herunder finder du vores trin for trin guide til succes med forspiring.
Forspiring - hvordan gør man?
Det lille frø er faktisk en kompliceret mekanisme, der kræver de rette forhold for at spire og vokse. Skal du have succes med forspiringen, er der visse forhold der skal være i orden. Blandt andet skal temperaturen, tidspunktet, lyset, vækstmediet og fugtigheden være rigtig. Derudover er det ikke alle typer frø der spirer på samme tidspunkt, så forspiring kan også kræve en vis mængde tålmodighed - selv om det kribler i fingrene for at komme i gang.
Hvorfor går forspiring galt?
Det er ikke altid at forspiring lever op til forventningerne. Eksempelvis spirer dine frø måske lystigt, men planterne udvikler sig med lange og blege stængler, der ikke kan tåle den mindste vind. Der kan være mange grunde til det går galt, men ofte er det simpelthen fordi de små planter ikke har fået tilstrækkelig omsorg.
Læs også: Dyrkning af kartofler med succes - med 21 gode kartoffelsorter
Læs også: Guide: Gør dit højbed klar til foråret med højbedsmuld
Hvornår skal man forspire?
Forspiring foregår som oftest i foråret - enten indendørs eller i et opvarmet drivhus. Det rigtige forhold mellem lys, vand, temperatur og gødning har stor betydning for god spiring og vækst. Som tommelfingerregel kræver forspiring ved høj temperatur og meget lys en god del vand og meget gødning. Modsat kan du godt spare lidt på gødningen og vandet ved lavere temperatur. Forspirer du ved sparsomt lys, er det vigtigt at temperaturen er forholdsvis lav, ellers får du svage og ranglede planter. Det samme er tilfældet hvis der går for lang tid fra forspiringen påbegyndes, og til der kan plantes ud. Og så er arbejdet jo spildt!
Forspiringskalender
Det står normalt på frøposerne hvornår frøene skal til forspiring, hvornår de skal sås, og hvornår de blomstrer. Her får du en overordnet guide til populære afgrøder:
Forspiring i januar og februar
Vil du tidligt i gang med forspiringen er der mulighed for dét med artiskok og chili
Forspiring i marts
Marts er måneden for forspiring. Mange frø kan forspires i marts. Blandt andet blomkål, broccoli, grønkål, hvidkål, løg, palmekål, porre, rosenkål, rødkål, selleri, spidskål og tomater.
Forspiring i April
Blandt de planter der skal forspire i april er: Majs, agurk, squash og store frø som bønnefrø og græskar
Forspiring ved den rigtige temperatur
Hvilken temperatur jorden bør have så et frø spirer, afhænger af, hvilken planteart du har med at gøre. Planter som løg, salat, dild, persille, hestebønner, spinat, ærter, kål og rødbeder spirer bedst ved temperaturer fra 15 til 20 grader. Majs, peber, aubergine, tomater, bønner, chili, melon, græskar og squash trives til gengæld bedre ved højere temperaturer på omkring 22 til 30 grader.
Du har mulighed for selv at øge jordens temperatur en smule ved at dække jorden til med eksempelvis plastik eller mistdug, og du får naturligvis også en højere temperatur hvis du stiller frøene i vindueskarmen, eller bruger et at de populære minidrivhuse som Pindstrup minikap. Vi anbefaler altid at forspire meget varmekrævende planter, så de kommer bedst og tidligt fra start.
Læs også: 5 gode sensommer blomster til krukker
Læs også: Forspiring af grøntsagsfrø - trin for trin
Den rigtige jord til forspiring
Selv om det er muligt at forspire planter med jord fra din egen have, vælger de fleste dog at benytte sig af så- og priklejord, der er en jordtype specielt blandet til formålet. Når du vælger jord til forspiring er det vigtigt at jorden er fri for sygdomme og uden - eller kun tilsat svag - gødning. Ellers kan du risikere ikke at få ordentlig vækst i dine planter. Desuden bør jorden være fin, løs og fri for sten og eventuelle planterødder.
Såjord og priklejord
Der findes flere forskellige typer jord til forspiring. Både kombineret så- og priklejord, specielt såjord (til såning) og priklejord (til prikling - naturligvis). Såjord har en fin struktur, der sikrer at rødderne etablerer sig optimalt og at planten senere let kan omplantes i eksempelvis priklejord uden at blive beskadiget. Priklejord er sammensat for at give de optimale vækstbetingelser for prikling af små planter. Jorden har en mellemfin struktur, der sikrer at rødderne kan få fat og planten let kan omplantes uden at blive beskadiget.
Se typer af såjord
Se typer af priklejord
Forspiring med Vermiculite
Du kan også anvende Vermiculite som jordforbedrende middel. Det gør jorden fugtbevarende, varm og porøs. Derudover kan Vermiculite være med til at forhindre svampesygdomme i planterne, som skyldes kold og våd jord. Ved at blande din såjord med en fjerdedel vermiculite, giver du planterne bedre vækstbetingelser og sørger for at deres rødder har mulighed for ilt og bidrager samtidigt til, at frøene spirer hurtigere. Resultatet er kraftigere og sundere planter.
Læs også: Se havetips: Havens 10 smukkeste forårsblomster
Læs også: Guide: Sådan undgår og fjerner du svampe i græsplænen
Forspiring - hvordan skal der gødes?
Det er vigtigt ikke at komme til at svide de små frø med gødning, og af den grund kan man heller ikke forspire i normal, gødet pottemuld eller plantejord. Til forspiring skal der benyttes en speciel såjord - eller så-og priklejord. Den er nemlig kun meget svagt gødet. Du bør først starte med at gøde vandet så snart der er kommet flere sæt blade udover plantens kimblade. Du bør begynde med en svag gødningsopløsning og derefter gradvist øge styrken af gødningen til den opløsning, der angives på brugsanvisningen. Bemærk at ærter og bønner selv producerer kvælstof og ikke kræver gødning.
Det er ofte ikke en god ide at så planterne enkeltvis i store potter fra starten. For det første fylder det en del i din vindueskarm, men planterne trives også dårligere når der ikke er rodnet nok til at holde på jordstrukturen. Begynd i stedet med såbakker eller minidrivhuse, og plant derefter gradvis planterne over i større potter.
Forspiring i 7 trin: trin for trin
1) Du kan benytte eksempelvis potter, såbakker med potteindsatser, tørvebrikker eller fiberpotter til din forspiring. Disse fås i mange forskellige varianter, med og uden låg - såkaldte minidrivhuse. Du kan også selv lave spirepotter af eksempelvis avispapir eller bunden af en mælkekarton.
2) Fyld din beholder med jord og så frøene med den afstand, der står på emballagen. Større frø dækkes med et tyndt lag såjord, og mindre frø drysses ud på overfladen. Dæk frøene til med jorden. Husk at nogle typer frø skal lysspires, og derfor ikke skal tildækkes med jord.
3) Jorden vandes let. Jorden skal holdes fugtig indtil frøene spirer. En god ide er at benytte en sprayflaske eller vandforstøver, så du ikke kommer til at give frøene for meget vand. Derefter sættes låget på såbakken (husk at fjerne det ind imellem for ventilation)
4) Sæt såbakken lyst og ved stuetemperatur. De fleste vælger at sætte såbakken i vindueskarmen så forspiringen får rigeligt med lys. Placér bakkerne lyst, men ikke i direkte sol.
5) Når frøene er spirede fjernes låget på såbakken. Herefter kan du vande direkte i bakken.
6) Når planten er blevet stor nok og vejret er blevet tilpas mildt, er du klar til at plante ud i haven. Hvornår du kan plante ud, afhænger af den enkelte afgrøde (typisk i midt maj). Plant de små planter ud i drivhuset, køkkenhaven eller i krukker, når frostnætterne er overstået
7) Beskyt planterne med en fiberdug de første dage efter udplantning og husk at gøde jævnt hen over sommeren for at opnå en optimal vækst.
Læs også: Den komplette guide: Tulipaner - alt om plantning, pasning og pleje
Læs også: 7 fantastiske sommerblomster du ikke vil undvære i haven
Hvornår skal man potte om, og hvordan gør jeg?
Når frøene er spirede bliver planterne lidt efter lidt så store, at de kommer til at stå for tæt. Så er det tid til at potte om (prikle), så planterne igen får god plads omkring sig til at vokse. Når planterne skal omplantes: Læg gerne en avis eller lignende under når du skal omplante, da det kan svine en smule med jorden.
Sådan omplanter/prikler du:
Når de små planter skal pottes om, tages de først op af potterne eller såbakkerne, og deles derefter ved rødderne. I denne proces er de små planters rødder sårbare overfor blandt andet udtørring, så derfor gælder det om at være effektiv og prikle hver enkelt plante forholdsvis hurtigt. I den nye priklejord laver du et hul med en finger og sætter derefter planten forsigtigt ned i jorden.
Herefter dækker du forsigtigt rødderne med jorden og trykker let omkring planten med en finger så den står fast. Husk at det kan være nødvendigt at plante om i større potter flere gange i løbet af forspiringen.
Udplantning - hvornår skal jeg plante ud?
Udplantning til haven kan i store træk begynde når planten er blevet stor nok - og vejret samtidigt er blevet mildt. Men hvornår du præcist bør plante ud, afhænger af den enkelte plante. Mange afgrøder kan – afhængig af vejret - udplantes i løbet af april, mens du bør vente til maj til nattefrosten er ovre, ved andre planter.
Undgå at de små stiklinger får kuldechok
Inden planterne skal plantes på deres endelige voksested, anbefaler vi at hærde dem, så de ikke får et kuldechok, der kan sætte væksten midlertidig eller permanent i stå. Er der begyndt at være varme i luften kan du starte med at sætte planterne ud om morgenen et sted hvor der er læ og ingen direkte sol, og så tage planterne ind igen om aftenen. Dette kan du med fordel gøre en uges tid og derved klargøre og forberede planterne til deres nye liv udenfor. Held og lykke med forspiringen!
Læs mere om: Forspiring - læggekartofler i februar
Læs mere om: Ukrudtsdug og fiberdug - den store guide
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan skal der gødes ved forspiring?
Når du forspirer skal de små frø udelukkende have fugtig jord og ingen gødning. Giver du gødning kan du risikere at svide frøene. Du kan starte med at tilføre gødening til vandet så snart der er kommet flere sæt blade udover plantens kimblade.
Hvornår skal man forspire?
De små frø forspires typisk fra det kolde forår (februar til slut marts) og de forspirede planter ompottes (prikles) når de nye planter har fået mindst 2 yderligere blade ud over kimbladet. Udplantning sker typisk slut april.