Økologisk have - den ultimative guide
Swipe to the left

Økologisk have - den ultimative guide

1 måned siden Ingen kommentarer

Økologisk have - den ultimative guide


Vil du dyrke din have økologisk – så er det bare at komme i gang! Det er sund fornuft at dyrke sin have økologisk og der er mange gode grunde til at gå den økologiske vej når du skal vedligeholde eller plante nyt i din have.


Økologi i haven

Økologi er ikke noget nyt begreb, men stammer faktisk helt tilbage fra 1866 og den tyske biolog Ernst Haeckel, som forskede i organismernes forhold til den omgivende verden. I de sidste 30 år har økologien gået sin sejrsgang i hele verden, og det er nu ikke længere ualmindeligt at dyrke sin have økologisk. Med økologisk havebrug får du mange fordele:

I en økologisk have er du helt fri for kemi og kemikalierester. Det betyder at du kan spise havens frugter og grøntsager med tryghed, når det er naturlige og giftfrie ting du spiser. Når du undgår kemi i haven kan du også med tryghed lade dine børn tumle i græsset og spise havens æbler. Desuden er der ingen pesticidrester eller økologiske haveprodukter der indeholder GMO. Det er en speciel fordel at undgå kemi og sprøjtegifte i køkkenhaven, i højbedet og i drivhuset.

Økologisk have og miljøet

Ved at dyrke din have økologisk, gør du samtidigt noget godt for miljøet. Økologiske produkter tager nemlig udgangspunkt i naturens eget kredsløb. Økologiske haver har en højere grad af biodiversitet og økologi har vist sig at have flere positive effekter på miljøet og på plantearter i og omkring økologiske landbrug og økohaver. Det er til gavn for både insekter, dyr og fugle. Ved at bruge økologisk jord, muld og haveprodukter vælger du et naturligt og bæredygtigt alternativt til de traditionelle kunstgødninger og sprøjtegifte.

Det kræver meget at producere økologiske haveprodukter, derfor er udvalget af for eksempel økologisk muld og jord også begrænset. I Danmark er Farmergødning en af de få fuldstændig økologiske producenter af produkter til haven. Alternativt kan producenter få deres produkter godkendt til økologisk dyrkning, og her er udvalget så til gengæld noget større. Her finder du blandt andet jord og muld fra GreenBio, græsfrø og plænepleje fra Turfline, gødning fra Osmo, samt diverse produkter fra f.eks. Pindstrup. Hvis du ikke kan finde “ægte” økologiske produkter, kan produkter der er godkendt til økologisk dyrkning i haven være et godt alternativ.

Ti gode råd til en økologisk have


1) Hold ukrudtet nede

I den økologiske have kan du i sagens natur ikke bruge gift og andre kemikalier. Det betyder at det kræver lidt ekstra arbejde at holde ukrudtet fra døren. Frøukrudt kan nemt tages med et hakkejern kombineret med udlægning af et tynd lag kompost årligt. Hakken er samtidigt et uundværligt redskab til at holde kanter og bede rene. Skal du anlægge grusstier, stenstier eller flisebelagte overflader, bør du benytte en tyk ukrudtsdug under stenene for at holde ukrudtet væk. Ved eksisterende fliser kan du med fordel benytte en ukrudtsbrænder og jævnligt feje med en stiv kost. Det er en fordel at benytte græsplænen som en barriere mellem dine bede, da rodukrudt som f.eks. skvalderkål ikke kan vandre gennem en barriere af klippet græs. Husk på, at hvor nogle betaler mange penge for et abonnement i et fitnesscenter, kan du med en økologisk have få motion ganske gratis.

2) Dyrk planterne de rigtige steder

Med en økologisk have er kunstgødning et no-go, så derfor kræver det god viden om hvor de forskellige planter trives bedst. Planter i naturen vokser bedst der hvor de får deres behov for lys og skygge opfyldt. Det er værd også at huske på i den økologiske have. Det betyder at skyggetålende planter skal sættes de skyggefulde steder, planter der ikke er særligt vandkrævende skal placeres ved husets varme sydmur og frugttræer samt havens urter, der hvor solen skinner mest. Er din haveplanter placeret uhensigtsmæssigt er det i mange tilfælde muligt at flytte dem, hvis du blot du huske rigeligt vand i flytningsprocessen.

3) Lad haven blomstre året rundt

En økologisk have er ikke blot til gavn for haveejeren, men i høj grad også for liv og mangfoldighed i haven. Det er der nemlig rig mulighed for at få med en giftfri og økologisk dyrket have. Det er en god idé at hjælpe nytteinsekter som bier, mariehøns, guldøjer, sommerfugle og svirrefluer med en have der blomstrer året rundt. Disse nytteinsekter har nemlig brug blomsternes nektar og pollen. Du kan desuden gøre en ekstra indsats for vores flyvende venner ved at etablere et insekthotel i haven.

4) Brug biologiske bekæmpelsesmidler

Når vi er ved insekter, så er det dog ikke alle typer der er lige velkomne, selv om du har en økologisk have. Når du får besøg af disse bør kan du benytte biologiske bekæmpelsesmidler, der er nænsomme overfor havens planter. Er dine roser angrebet af bladlus og meldug har du flere muligheder. Lusene kan simpelthen spules væk med vandslangen, så det er tæt ved den billigste insektbekæmpelse du kan få. Meldug kræver lidt mere, men heller ikke her er bekæmpelse umuligt. Her bør du finde et økologisk bekæmpelsesmiddel der indeholder svovl. Det er effektivt mod både meldug og kan desuden hæmme andre svampesygdomme. Ser du en plante med plettede blade, bør du hurtigst muligt fjerne syge blade så snart du ser dem. Har du snegle i din økologiske have, kan de bekæmpes med det økologisk godkendte middel; Ferramol.

5) Økologisk have - lær fra andre

Du er ikke alene om at dyrke din have økologisk. Rundt om i landet er der tusindvis af haveejere der helt eller delvist dyrker økologien i dagligdagen. Derfor er der masser af information at finde hos diverse foreninger samt på hjemmesider rundt omkring. Der findes et utal af fællesskaber, websider og blogs, hvor du kan finde hjælp og inspiration til din økologiske have. Landsforeningen Praktisk Økologi arbejder for eksempel specifikt for mere økologisk havedyrkning og udgiver blandt andet et medlemsblad 6 gange årligt.

6) Gød din økologiske have rigtigt

Til en økologisk have hører økologisk eller organisk gødning der er godkendt til økologisk dyrkning. Det betyder at du må sige farvel til kunstgødning og goddag til organiske gødninger som for eksempel husdyrgødning. I kategorien husdyrgødning er blandt andet komøg, hestegødning og hønsegødning. Det sidste er specielt velegnet som havegødning, da hønsegødning indeholder alle de næringsstoffer og microorganismer som planterne har brug for. Derigennem trives regnorme blandt andet godt. Har du dyrehold er det muligt selv at producere husdyrsgødning, eller du kan købe økologisk gødning baseret på f. eks. hønsegødning i både granuleret og pelleteret form. Græsplænen kan gives et lag kompost eller hønsegødning på et par cm spredt med løs hånd om foråret. I modsætning til kunstgødning frigiver hønsegødning langsommere de næringsstoffer som planterne har brug for, men virker til gengæld i længere til - ofte skal du kun gøde en gang pr. sæson. Du kan med fordel gøde ret tidligt på sæsonen med økologiske gødninger.

Dyrker du din have økologisk men ønsker ikke at bruge animalsk gødning som husdyrgødning, findes desuden Vegansk gødning, der er baseret på næringsholdige hestebønner. Vegansk gødning - som navnet antyder - perfekt til veganere, der ikke ønsker at bruge gødning fra dyr i højbedet, drivhuset eller køkkenhaven. Husk altid at se på indpakningen, hvilke gødningsmængde der anbefales, og vær desuden opmærksom på ikke at gøde for meget. Bladlus, meldug og frugttrækræft angriber først de planter, som har en meget frodig vækst, så hold måde med din gødning.

7) Vand med måde

I den økologiske have kan du med fordel have fokus på vandmåleren eller benytte opsamlet regnvand til at vande dine planter - det sidste er både billigt og ikke så besværligt som det kunne lyde. Du kan nedsætte din haves vandingsbehov ved at brug økologisk gødning , da planternes rodnet og jordens evne til at holde vand øges. Du kan med fordel også dække jorden med flis eller kompost og dermed mindske fordampningen og dermed vandbehovet. Når haven skal vandes gøres det desuden bedst om natten, hvor fordampningen er mindst.

8) Økologisk have med bedre biodiversitet

I den økologiske have kan du fremme bæredygtigheden ved at forbedre biodiversiteten. Jo flere insekter, planter og dyrearter du har i haven - jo bedre. Det giver smukkere blomster stærkere planter og en sundere jord. De små kryb som orme, insekter og bænkebidere er vigtige for havens cyklus, og trives langt bedre i en naturlig, økologisk have, end i en velfrisseret villahave. Du kan fremme biodiversiteten i den økologiske have ved simpelthen at lade en del af haven gro til. Det giver et stykke vild natur, hvor både dyr og planter kan trives. Planter du vilde blomster er det til gavn for bier og andre insekter, og fælder du træer i haven kan du med fordel lade træet ligge og forgå naturligt i din have. Det er ren kærlighed til mikroliv, bænkebidere og andre smådyr. Foreningen Vild med Vilje arbejder blandt andet med at fremme princippet om vilde haver.

9) Brug miljørigtige materialer i haven

En økologisk have er en naturlig have, så hvad nytter det at gøre en indsats i den bæredygtige have, hvis granitten på havestien er blevet sejlet fra Kina eller træet i hegnet er trykimprægneret. Her kan du med fordel bruge miljørigtige materialer som eg- eller robinietræ til stolperne, lokale marksten og grus til stier og gårdsplads. Det er sund fornuft og et bæredygtigt valg. Hvis materialerne kommer langvejs fra, er energiforbruget til transporten stort, og er derfor ikke specielt bæredygtige. Derfor er det vigtigt, at man tænker hele materialets proces igennem – både transport, produktion og arbejdsforhold.

10) Økologisk sædeskifte

I den økologiske have er der en god mulighed for at genoptage de gamle dyder med årligt sædskifte. Specielt ved de 1-årige planter i køkkenhaven kan det være relevant. Med et sædeskift skifter du placering på afgrøderne hvert år. Det vi sige, at der hvor bønnerne var sidste år, lægges kartofler, der hvor kartoflerne var sidste år, plantes løgene, o.s.v. Da mange planterødder udskiller et stof der virker hæmmende mod plantens egne frø, mindsker planten derved risikoen for smitte af sygdomme og skadedyr, der hører arten til. Gennem sædeskift holder du dine planter stærke og sunde, uden brug af kemi. Er jorden i køkkenhaven træt og død, skal det graves op, vendes og blandes med økologisk jordforbedring. Har du udyrkede pletter i din køkkenhave, kan du med fordel bruge sæsonen til at forbedre jorden endnu mere ved plantning af en blanding af f.eks. blodkløver og honningurt. Det tilfører jorden naturlig liv og gødning, indtil næste sæson hvor pletten skal plantes til igen.

Har du fået lyst til at omlægge din have til økologi, er det bare at komme i gang. Fravælger du kemikalier og sprøjtemidler i haven, er der naturligvis lidt mere arbejde, og du skal forvente at bruge mere tid i haven. Men til gengæld får du også mange positive sidegevinster ved økologisk dyrkning. Du kommer til at lære din have og planternes processer bedre at kende, du bliver bedre til at planlægge og inddele haven og du kan få langt flere insekter, bier og sommerfugle i haven. Det er bare at komme i gang.

Vi bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre.

Klik her for at læse vores cookie og privatlivspolitik

Acceptér